 |
Verdens hurtigste anlæg er endnu alt for langsomme til, at man kan benytte samme afstand mellem gitterpunkterne, som man benytter til de daglige, regionale vejrprognoseberegninger. Derfor benytter man forskellige teknikker til at forfine de globale beregninger, så man får de nødvendige regionale og lokale detaljer i resultaterne. En af metoderne er at koble regionale modeller til de globale modeller. I den regionale klimamodel er der typisk en afstand på 20-30 km mellem punkterne i gitternettet. En anden metode er statistisk, hvor man udnytter beregnede sammenhænge mellem lokale vejrforhold og de generelle forhold i stor skala, som klimamodellen beregner.
For DMI’s regionale vejr-/klimamodeller er der fokus på Danmark, Europa og Grønland. Ved hjælp af modellerne bestemmes konsekvenserne af menneskeskabte og naturlige påvirkninger af klimaet, både konsekvenser for det gennemsnitlige klima (temperatur, vind, nedbør, stråling, jordfugtighed, vandstandsstigninger) og for variationer i klimaet, herunder forekomsten af ekstreme begivenheder som storme, ekstreme temperaturer, nedbørhændelser og tørkeperioder.
I de regionale klimamodeller er afstanden mellem gitterpunkterne på ca. 45 km i store områder som Europa og ca. 5 km i området omkring Danmark.
© DMI, 28. juli 2008
|