Udviklingen til nu globalt

Temperaturen på den nordlige halvkugle var svagt faldende fra år 1000 og frem til 1800-tallet med store variationer fra år til år.

'Den lille istid' var en kold periode i det 17. til 19. århundrede. Lokale målinger af temperaturen samt historiske dokumenter, der beskriver is på floder, som ikke plejede at fryse til og høstudbytter, der gik tabt, viser, at der var afkøling af store dele af den nordlige halvkugle.

I de sidste 100 år er den globale temperatur steget med ca. 0,74°C. Stigningerne er især sket mellem 1910 og 1945 og igen siden 1975.

Årene 2010, 2005 og 1998 er de varmeste år, der hidtil er registreret, og 12 af de varmeste år er forekommet inden for de seneste 13 år. Perioden fra 2001 til 2010 er det varmeste årti, der nogensinde er registreret. Den globale gennemsnits-temperatur lå 0,46°C over normalperioden fra 1961 til 1990, og det var et årti præget af et stort antal hændelser med ekstremt vejr.

Temaets indhold

Udviklingen til nu globalt

Temperaturen i Danmark
Nedbør og sol i Danmark
Vind i Danmark

Vejr og temperatur på Færøerne
Nedbør og sol på Færøerne

Grønland generelt
Temperaturen i Grønland

Temaforside

Hent hele temaet som pdf

Forskellene mellem de tre datasæt ved overfladen (NCDC, GISS og CRU) er betydeligt mindre end selve opvarmningen af Jorden. De tynde linjer viser månedlige temperaturafvigelser for de tre datasæt, mens de tykke linjer er de tilsvarende middelværdier over 10 år. Figuren indeholder de til enhver tid seneste opdateringer. Grafik: DMI.

De højeste temperaturstigninger i perioden har fundet sted i Afrika, Asien og det arktiske område. Området omkring Sahara, den Arabiske halvø, Østafrika, Centralasien samt Grønland og den nordligste del af Canada, er alle regioner, hvor temperaturene lå 1,2°C til 1,4°C over gennemsnittet for normalperioden fra 1961 til 1990 - og 0,7°C til 0,9°C højere end noget tidligere registreret årti.

Selvom de enkelte hændelser med ekstremt vejr ikke direkte kan tilskrives klimaændringerne, er det helt forventeligt, at omfanget, antallet og varigheden af ekstreme vejrhændelser øges i takt med, at jordens atmosfære opvarmes af den voksende koncentration af drivhusgasser.

Men ikke kun temperaturen ændres. Der er også ændringer i andre dele af klimasystemet:

• Den globale vandstand er steget og stigningshastigheden vokser. Fra 1961 til 2003 var den i gennemsnit ca. 1,8 millimeter pr. år, mens den for de sidste 11 år af perioden (1993-2003) var vokset til ca. 3,1 millimeter pr. år.
• Iskapper og bjerggletschere smelter mange steder, hvilket bidrager til vandstandsstigningen.
• Snedækket på den nordlige halvkugle er aftaget med omkring 5% siden 1966.
• Temperaturen er steget i permafrostområder og det maksimale område, som er dækket af permafrost, er reduceret med 10% på den nordlige halvkugle.
• Der er udbredt reduktion i antallet af frostdage på mellembreddegrader og en stigning i antallet af varme ekstremer. F.eks. var varmebølgen over store dele af Europa i 2003 exceptionelt varm: 1,4°C over den hidtil varmeste sommer.
• Der er målt stigende vindhastigheder på mellembreddegrader på begge halvkugler.
• Satellitdata viser, at det årlige gennemsnit af arktisk havis er aftaget med ca. 3% pr. årti siden 1978. Om sommeren er udbredelsen af arktisk aftaget med 20% siden 1978.

• Afsmeltning af den grønlandske iskappe har bidraget med ca. 0,20 millimeter pr. år til den globale vandstandsstigning, mens det er mere usikkert, hvad der sker ved Antarktis.
• Der er blevet flere perioder med tørke.
• Der er generelt blevet mindre nedbør over land fra 10 til 30°N efter 1970, mens der er øget nedbør på højere bredder på begge halvkugler. Antallet af kraftige nedbørepisoder er øget, også i områder, hvor den totale nedbør er reduceret.
• Der er ingen klar tendens i antallet af tropiske orkaner, men satellitdata siden 1970'erne viser en global tendens hen imod kraftigere og længerevarende orkaner.