Dybvandsdannelse

Dybvandsdannelse i Nordatlanten

Bevægelse og transport af vandmasser forekommer naturligvis også under havoverfladen, hvor hastighederne normalt er lavere og drivkræfterne nogle andre, fordi vindens indflydelse er begrænset til de øverste 50-100 meter. På stor dybde drives bevægelserne af forskelle i vandets massefylde, skabt af forskelle i temperatur og saltholdighed, og de benævnes den termohaline cirkulation. Den vigtigste bestanddel af den termohaline cirkulation er dannelsen af dybvandsmasser, som generelt sker, ved at saltholdigt overfladevand afkøles.

Afkølingen øger vandets massefylde, og vandet vil synke ned til et dybere niveau. Det har vist sig, at det kun er få steder, hvor de rette fysiske betingelser er til stede for dybvandsdannelse, og de ligger primært i det atlantiske område. I Nordatlanten foregår dybvandsdannelsen især i Det Arktiske Ocean og de Nordiske Have, primært Grønlandshavet, men også i nogen grad i området mellem Sydgrønland og Labrador.

Dybvandsdannelsen i Nordatlanten er på flere måder unik. Den finder kun sted, fordi saltholdigheden i Nordatlanten er meget høj. De høje saltholdigheder skyldes, at vand, der fordamper fra Atlanterhavet, føres væk fra området af vinden i atmosfæren, hvilket ikke er tilfældet i Stillehavet, hvor Rocky Mountains og Andesbjergene modvirker en borttransport. Selv de vandmasser, der findes på dybder større end 1500 meter i Stillehavet og det Indiske Ocean udgøres hovedsageligt af dybvand dannet i Nordatlanten. Det betyder, at den globale thermohaline cirkulation bindes sammen i Det store Transportbånd, og drivmekanismen i dette globale cirkulations system er den nordatlantiske dybvandsdannelse.

De seneste års klimaforskning har vist, at Det Store Transportbånd har meget stor betydning for det globale klima og ikke mindst - har det helt afgørende betydning for klimaet i Skandinavien og Nordeuropa.

En forøget udstrømning fra det Arktiske Ocean via den Østgrønlandske Strøm, skabt af en øget issmeltning p.g.a. en global opvarmning eller en øget nedbør, vil bevirke, at det lettere arktiske vand med lavere saltholdighed vil lægge sig over det salte Nordatlantiske vand. Dermed formindskes den Nordatlantiske dybvandsdannelse, hvorved den globale thermohaline cirkulation kan svækkes kraftigt.

Når der ikke dannes dybvand, svækkes også den sydgående transport af dybvand. Hermed sker der heller ikke en nordgående transport af varmt, salt vand i overfladen. Konsekvensen heraf af, at den gren af den Nordatlantiske Strøm, der strømmer ind i de Nordiske have bliver kraftigt svækket og i stedet vil slå sig sammen med den gren, der strømmer sydover som den Kanariske Strøm. Herved vil de varmemængder, som Den Nordatlantiske Strøm transporterede nordpå, forsvinde med katastrofale følger for havtemperaturerne i Nordatlanten samt for klimaet i Skandinavien og Nordeuropa. Der er efterhånden mange sikre beviser for, at det var en sådan svækkelse af den globale thermohaline cirkulation, der var årsagen til den seneste istid.

_______________________

DMI - 10. august 1999