Istjenestens historie

I havet rundt om Grønland findes hele året isforekomster i større eller mindre udstrækning. Der skelnes i almindelighed imellem to typer af havis. Storis er betegnelsen for flere meter tyk havis, der er dannet i Polarhavet, og som af den østgrønlandske havstrøm føres sydpå til Kap Farvel, og derfra undertiden videre nordpå langs Grønlands sydvestkyst. Vestis er den lokale betegnelse for havis dannet i Baffinbugten og Davis Strædet vest for Grønland. Vestisen er op til ca. 1 meter tyk.

Kort efter Danmarks Meteorologiske Instituts (DMI) oprettelse i 1872 begyndte Instituttet at indsamle oplysninger om isforekomster i de grønlandske farvande, idet førerne af grønlandsskibene blev anmodet om at indtegne iagttagne isforekomster på medgivne kort. Denne fremgangsmåde er siden blevet opretholdt, kun afbrudt af krigsårene 1940-1945. Iagttagelserne fra skibene er blevet suppleret med observationer fra byer og bygder, hvorved det også har været muligt at få isoplysninger uden for besejlingssæsonen.

Efter krigens afslutning udvidedes antallet af vejrstationer i Grønland stærkt, og der blev foretaget daglige observationer af isforekomster, samt, når fastis forekommer, at måle tykkelsen af denne med regelmæssige mellemrum. Siden februar 1950 blev meldinger fra landstationer, skibe og fly samlet i en daglig telegrafisk ismelding, der kunne aflyttes af skibe i søen, og som yderligere dannede grundlag for sejlads planlægningen i de grønlandske farvande.

Hans Hedtoft's forlis

Efter M/S Hans Hedtoft's forlis syd for Kap Farvel den 30. januar 1959, hvor samtlige 95 ombordværende omkom, nedsattes 19. februar et udvalg under Ministeriet for Grønland. Dette udvalg, med viceadmiral A. H. Vedel som formand, fik til opgave at foretage en detaljeret undersøgelse af besejlingen til og fra Grønland samt af kystsejladsen i alle årets måneder og af sikkerheds- og redningstjenesten i Grønland. Betænkningen, der forelå den. 2. september 1959, foreslog bl.a. etablering af en permanent isrekognosceringstjeneste med base på den nedlagte militære flyveplads, Bluie West One, i Narsarsuaq.

Den første danske isrekognoscering fra Narsarsuaq og indvielsen af Iscentralen fandt sted den 30. november 1959. Siden da er der foretaget isrekognoscering 1 til 3 gange om ugen både udenskærs og indenskærs fra denne flyveplads.

Observationsområdet var primært strækningen Paamiut (Frederikshåb) - Kap Farvel - Tingmiarmiut, med kortlægning af storisens udbredelse som hovedopgave. Desuden blev vestisen rekognosceret på 6-10 årlige flyvninger. På østkysten blev der udført enkelte rekognosceringer i besejlingssæsonen. Der blev ligeledes udført 1 til 2 årlige flyvninger helt op til Danmarkshavn eller Station Nord. Der udførtes årligt i alt ca. 800 - 1100 rekognosceringsflyvetimer.

Satellitbaseret iskortlægning
Til supplement af flyrekognosceringerne, har DMI gennem en årrække arbejdet med udviklingen af operationel iskortlægning ved hjælp af satellitter; de første mange år ved anvendelse af billeder fra NOAA vejrsatellitter.

Anvendelsen af disse vejrsatellitter er dog meget afhængig af mængden af skyer i observationsområdet. Med overgang til brug af de nye radarbærende satellitter (især Radarsat), er iskortlægningen langt mindre afhængig af vejret i det aktuelle observationsområde.

Kvaliteten og pålideligheden af Radarsat data medførte at DMI og Iscentralen i 1999 omlagde den udenskærs iskortlægning fra primært at være baseret på flyobservationer til satellitbaserede informationer.
Den satellitbaserede iskortlægning foregår hos DMI, i tæt samarbejde med Iscentralen.