|
Climat
Beskrivelse af CLIMAT rapporten.
Så tidligt som i 1935 besluttede den daværende Internationale Meteorologiske Organisation (IMO), at månedlige værdier af de mest vigtige klimaparametre for visse stationer verden over løbende skulle udveksles mellem meteorologiske stationer i begyndelsen af hver måned, dækkende den foregående måned. Det blev senere konfirmeret af World Meteorological Organization (WMO) i 1950'erne.
Disse CLIMAT rapporter udveksles stadig løbende. De udsendes i kode, som dog er nogenlunde let at forstå. Her beskrives denne kode. Under koden følger et skema med de månedlige værdier i klart sprog.
Rapporten starter med et "hoved" der beskriver rapporttypen samt måned og år i følgende format:
CLIMAT MMYYY
CLIMAT rapporttype
MM måned
YYY år i hundreder, tiere og enere.
CLIMAT 09002 betyder således en CLIMAT rapport fra måned 9, år 2002 (september 2002).
De efterfølgende linier er klimatal fra den pågældende måned, én linie for hver station i følgende format:
SSSSS CCC 2PPPP 3snTTTststst 5eee 6RRRRdnrnr
SSSSS WMO stationsnummer. Starter med "06" for Danmark og Færøerne og "04" for Grønland.
CCC CLIMAT kode (altid 111 dvs. månedlige data for perioden beskrevet ved MMYYY).
2PPPP 2-gruppen, hvor PPPP er månedsmiddel af atmosfærisk tryk reduceret til havoverfladen i enheden 0,1 hPa. Tryk over 1000 hPa skrives uden foranstillet 1-tal.
3snTTTststst 3-gruppen, hvor sn er fortegnsindikator (= 0 hvis T >= 0°C og = 1 hvis T < 0 ). TTT er månedsmiddeltemperatur i 0,1°C og ststst er standardafvigelsen for temperaturen i 0,1°C.
5eee 5-gruppen, hvor eee er månedsmiddel af damptrykket i 0,1 hPa.
6RRRRdnrnr 6-gruppen, hvor RRR er den akkumulerede nedbørmængde i hele mm. Rd er den frekvensgruppe nedbøren falder i, men det beregnes ikke i Danmark, derfor er den altid angivet med en "\", der indikerer at den mangler. nrnr er antal døgn med nedbør >= 1 mm, angivet i hele døgn.
06030 111 20187 30146040 5132 60050/09 betyder således , at der for 06030 Flyvestation Ålborg i Danmark er beregnet følgende månedlige værdier:
Atmosfærisk middeltryk = 1018,7 hPa, middeltemperatur = +14,6°C med en statnartdafvigelse på 4,0°C, middeldamptrykket = 13,2 hPa, den akkumulerede nedbør = 50 mm og der har været 9 døgn med nedbør større end eller lig med 1 mm.
CLIMAT'en kan på dmi.dk hentes fra januar 1998 og det må bemærkes, at alle rapporterne er de originale udsendte dvs. uden efterfølgende rettelser af nogen art. Det kan give nogle afvigelser i forhold til tilsvarende månedværdier beregnet senere, hvis der af en eller anden grund er rettet yderligere i data.
Det skal også bemærkes, at de månedlige værdier tillige kan afvige lidt fra de månedsværdier, der kan hentes i dmi.dk's Vejrarkiv, da beregningsperioderne afviger fra hinanden. Mht. CLIMAT'en er alle parametre beregnet over perioden den 1. i måneden kl. 0 UTC til den sidste i måneden kl. 21 UTC undtagen nedbøren, der er beregnet fra den sidste dag i foregående måned kl. 9 UTC til beregningsperiode, der benyttes i vejrarkivet.
|