Sommerprognose
DMI's sæsonprognose dækker for nærværende juni til august 2012.
Nu begynder sommeren snart ifølge kalenderen. Dermed er det tid at finde badetøj og strandlegetøj frem fra gemmerne, samt at se på den seneste sæsonprognose fra ECMWF.
Lad det være sagt med det samme: det er ikke opløftende læsning, hvis forhåbningen er lange perioder med sol og varme.
Prognosen tyder på, at kampen mellem den varme luft over Sydøsteuropa og den køligere luft mod nordvest, kommer til at foregå over og omkring Danmark. Det giver os antagelig en ustadig sommer med nedbør over klimanormalens 188 millimeter for juni, juli og august.
Våde somre er dog nærmere reglen end undtagelsen i disse år. Vi skal helt tilbage til år 2000 for at finde den seneste sommer med nedbørmængder under klimanormalen. Dengang fik vi 146 millimeter. Sidste år i 2011 blev det til imponerende 321 millimeter. Det var dermed den næstvådeste sommer i dansk vejrhistorie.
Temperaturerne ventes at ligge omkring klimanormalen på 15,2°C. Det kan dog ikke udelukkes, at der kommer en længere periode med strandvejr, men det er ikke til at sig hvornår den kommer og hvor længe den eventuelt varer.
Redaktion Niels Hansen, kommunikation@dmi.dk © DMI, 15. maj 2012.
For yderligere information kontakt energi- og erhvervsmeteorologerne via DMI's pressekontor 39 15 75 09.
| Fagudtryk der kan forekomme i prognoserne |
|
1961-1990 normal: Den internationalt vedtagne klima-normalperiode som variationer i de meteorologiske parametre (f.eks. temperatur, nedbør og sol) sammenlignes med. Du finder de danske klimanormaler på Danmark-fanebladet under 'normaler' nederst i venstrenavigationen.
|
|
ECMWF: Engelsk forkortelse for "European Centre for Medium-Range Weather Forecasts" Det fælleseuropæiske meteorologicenter i Reading, England.
|
|
Ensemblekørsler: En metode til at adressere modelusikkerheden ved enten at bruge flere modeller eller genkøre samme model med lidt ændrede startbetingelser. Spreder resultaterne af de forskellige kørsler sig meget, antages prognosen at være usikker. Samler resultaterne sig, trods forskellige modeller eller forskellige startbetingelser, antages prognosen at være sikker.
|
|
NAO-indeks: Indekset bruges til at beskrive strømningsmønstret over Nordatlanten. Positivt NAO-indeks betyder at der er i forhold til årstiden er øget lavtryksaktivitet omkring Island.
|
Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev Tilmeld dig DMI's varsler om farligt vejr på SMS Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android DMI's -nyheder
|