Foråret er den tørre årstid
Foråret er den tørreste af de fire årstider. Der falder i alt 135 millimeter i marts, april og maj. Og det regner i snit på 27 ud af årstidens 92 dage.
Lørdag den 1. marts går vi ind i den tørre årstid. Kalenderforåret er nemlig klart den af de fire årstider, hvor der falder mindst nedbør.
I alt falder der 135 millimeter i løbet af de tre forårsmåneder. April er den tørreste med samlet 41 millimeter nedbør - dog overgået af vintermåneden februar med blot 38 millimeter.
 Normalnedbør (gennemsnit for 1961-1990) fordelt på måneder og årstider. Stor version til medierne, © DMI 2006/2008.
Antallet af såkaldte nedbørdøgn er også lavest i foråret. Det regner i snit 27 ud af de 92 dage i marts, april og maj. Et nedbørdøgn er et døgn, hvor der falder mere end 0,1 millimeter nedbør på landsplan i perioden fra klokken 7:00 dansk normaltid og 24 timer frem.
|