Hyldest til dansk lavtryksforsker
Pensioneret lektor ved Københavns Universitet, Erik Rasmussen, modtog den 11. april Dansk Meteorologiske Selskabs Ærespris for sit livslange virke indenfor meteorologi i Danmark.
Erik Rasmussen havde sin professionelle karriere på Københavns Universitet, hvor han igennem mange år har undervist meteorologistuderende, og han har dermed også undervist en meget stor del af DMI’s nuværende meteorologer.
 Afgående formand for Dansk Meteorologisk Selskab Jens Hesselbjerg lykønsker prismodtager Erik Rasmussen ved DaMS' årsmøde den 11. april 2007. Foto John Cappelen.
Prismodtagerens hjertebarn er de polare lavtryk, som han sammen med John Turner i 2003 udgav et meget flot værk om.
Sideløbende med sit professionelle virke var han med til at stifte Dansk Meteorologisk Selskab i 1979 og blev samtidig selskabets første formand. Endvidere har han gennem årene bidraget med mere end 30 artikler til selskabets blad Vejret.
Uddelingen fandt sted på Dansk Meteorologisk Selskab årsmøde og generalforsamling på Lyngbyvej i København, og det var en glad afgående formand, Jens Hesselbjerg Christensen, der kunne overrække prisen til Erik Rasmussen.
Dansk Meteorologisk Selskab (DaMS) blev stiftet d. 14. maj 1979, og selskabet arbejder for at fremme kendskabet til meteorologi og henvender sig til alle med interesse for vejret, klima eller meteorologi i bredere forstand.
Det er anden gang æresprisen uddeles. Prisen blev første gang tildelt pensioneret meteorolog og redaktionsmedlem på Vejret i hele bladets levetid, Leif Rasmussen, i forbindelse med selskabets 25 års jubilæum i 2004.
Prisoverrækkelsen blev samtidig Jens Hesselbjerg Christensens sidste officielle handling som formand, da han på den efterfølgende generalforsamling overlod formandsposten til Eigil Kaas, professor i meteorologi på Københavns Universitet.
Af Michael Jørgensen, mij@dmi.dk
Redaktion Bjarne Siewertsen © DMI, 12. april 2006
Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev Mobile vejrudsigter, farvandsudsigter og nyheder på mobil.dmi.dk Vejrudsigter, varsler og radarbilleder som SMS og MMS DMI's -nyheder
|