Hvorfor gjorde vejret violiner vidunderlige?

Det har længe været en gåde, hvorfor instrumentbyggere sent i det 17. og tidligt i det 18. århundrede lavede så tonalt bedre instrumenter end mange senere. Nu er to forskere klar med en ny teori. De tror på, at det var vejret – eller måske rettere klimaet – som gjorde forskellen.

Lloyd Burckle fra Lamont-Doherty Earth Observatory på Columbia University og Henri Grissino-Mayer fra Laboratory of Tree Ring Science på University of Tennessee foreslår, at det var det særlige klima i netop den periode, som skabte træet, der gjorde instrumentbyggere verdensberømte.

Fra 1645 til 1715 var der sammenfald af to hændelser, som påvirkede træ-udviklingen i de højtliggende europæiske skove.

Solen befandt sig i det såkaldte Maunder Minimum med meget lav solplet-aktivitet og i det hele taget lav solaktivitet, og det faldt sammen med den såkaldte ”Lille Istid”, som var en periode med meget koldt vejr i det vestlige Europa.

Disse to hændelser gør tilsammen, at træer vokser langsomt og jævnt, hvormed træet bliver tungere og tættere. Sammenlagt er det egenskaber, der giver gode lydegenskaber, skriver de to forskere i det videnskabelige tidsskrift Dendrochonologia.

Den mest legendariske violinbygger er formentlig italienske Antonio Stradivari, som blev født et år før Maunder Minimummet. Det er de to forskeres påstand, at da Stradivari var blevet en god violinbygger faldt det sammen med, at det træ, som var tilgængeligt for ham, havde perfekte lydegenskaber.

Af Bjarne Siewertsen, bsi@dmi.dk