Hurricane Julia satte rekorder
Hurricane Julia satte midt i september 2010 en række orkan-rekorder for Atlanterhavet.
Hurricane Julia var det tiende navngivne tropiske lavtryk i Atlanten i 2010. Systemet opstod nær Kap Verde Øerne ved den afrikanske vestkyst i starten af uge 37 og eksploderede natten til onsdag den 15. september til en kategori 4 orkan med vindhastigheder på 220 km/t.
Efterfølgende blev det klart, at Julia havde sat op til flere rekorder for tropiske orkaner i Atlanten samt en næsten-rekord sammen med sin samtidige hurricane Igor længere mod vest:
- Julia er den kategori 4 orkan, der er registreret længst mod øst - og dermed tættest på Europa.
- Med Julias opgradering til kategori 4, er 2010 det år hvor den 4. kategori 4 orkan er opstået tidligst.
- Med Julias opgradering til kategori 4, har vi haft fire kategori 4 systemer på blot 20 dage. Den tidligere rekord på 24 dage er fra 1999.
Julia og Karl var begge kategori 4 på samme tid. Det er første gang siden 1926, at Atlanten har huset to kategori 4 systemer på én gang (og dengang var styrkebestemmelserne noget fingerspitzgefühl-noget uden satellitter, bøjer og hurricane hunter fly med drop-sonder).
 Onsdag morgen den 15. september 2010 var både Julia (højre) og Igor (venstre) oppe i kategori 4. Foto NASA.
Får vi yderligere en kategori 4 orkan i år, så står 2010 lige med 2005 og 1999 som de eneste år med fem kategori 4 systemer.
Der er mere om Julia, Igor og orkanrekorder i 'Værd at Vide'-boksen til højre.
Af Niels Hansen, nsh@dmi.dk © DMI, 21. september 2010
Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev Tilmeld dig DMI's varsler om farligt vejr på SMS Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android DMI's -nyheder
|