Hurricane-sæsonen 2005 vil ikke dø
Fredag stod det klart, at den berygtede hurricane-sæson 2005 havde sat endnu tre rekorder. Og måske er det ikke slut endnu...
Fredag den 6. januar havde den tropiske storm Zeta i Atlanten eksisteret præcis længe nok til at slå Alice #2 fra 1954 som det system, der har levet længst i januar. Samtidig er Zeta det længstlevende system, der har eksisteret i to separate kalenderår.
Zetas huseren betyder desuden, at 2005-sæsonen sætter sig på rekorden for højeste akkumulerede cyklonenergi (ACE) i Atlanten. ACE er den samlede energi, der er frigjort fra navngivne lavtryksystemer i løbet af en given sæson og efter Zeta overgår 2005 det tidligere rekordår 1950.
 Oversergent af 2. grad i den amerikanske kystbevogtning Shawn Beaty spejder efter overlevende i New Orleans dagen efter Hurricane Katrina. Bemærk hvordan vandet, der hovedsageligt kom fra søen Lake Pontchartrain, står meterhøjt og næsten når tagskægget på mange etplanshuse. Foto: U.S. Coast Guard/Oversergent af 2. grad Nyxo Lyno Cangemi.
2005-sæsonen gav desuden en række andre bemærkelsesværdige rekorder. Af disse kan nævnes:
- 27 navngivne systemer (flest på én sæson).
- 14 af disse kom op i hurricane-styrke (flere end nogensinde før).
- Tre hurricanes nåede kategori 5 (flest på én sæson).
- Hurricane Wilma blev kortvarigt den mest uddybede hurricane nogensinde målt, med et centertryk på 882 hPa.
- Hurricane Katrina blev den dyreste hurricane på amerikansk jord (50 milliarder $)
- 2005-sæsonen som helhed blev den dyreste på amerikansk jord (100 milliarder $).
- Tropisk storm Vince blev det første system, som gik direkte i land i Europa, da den satte kurs mod det sydlige Portugal i oktober (nordligste og østligste system registreret).
- Vince blev desuden dannet over havvand, der kun var 23°C varmt. Normalt dannes tropiske systemer over havvand med en temperatur over 26,5°C.
- Fem (og flest) navngivne storme i juli (Cindy, Dennis, Emily, Franklin og Gert).
Samtidig kom mange af stormene tidligere på sæsonen end deres forbogstavfæller nogensinde havde gjort. F.eks. nåede 'F'-systemet (årets sjette) tropisk stormstyrke - med navnet Franklin - allerede den 22. juli. Hidtil har det tidligste for storm nummer seks været den 3. august tilbage i 1993.
|