Hønen eller ægget - CO2 eller klima? En ny artikel - der fredag udkommer i tidsskriftet Science - viser at kuldioxid ikke er med til at starte opvarmningen ved en istids afslutning. Artiklen viser tillige at en lille stigning i den globale gennemsnitstemperatur fører til frigivelse af voldsomme mængder drivhusgas til atmosfæren med kraftig opvarmning til følge. Fortidens store klimaændringer - som f.eks. afslutninger af istider - akkompagneres af ændringer i atmosfærens indhold af drivhusgasser (figur). Men hvad der er årsag og hvad der er effekt har indtil nu været uklart.  I store træk varierer atmosfærens indhold af drivhusgasserne kuldioxid og metan i takt med temperaturen - men hvad er årsag og hvad er effekt? Værdierne stammer fra den antarktiske Vostok iskerne, og yngste målepunkt er ca. 10.000 år før vor tid - de seneste ca. 250 års stigning i atmosfærens koncentration af blandt andet kuldioxid og metan er altså ikke inkluderet. Data fra IPCC 2001.
Nye studier af den velkendte Vostok-iskerne fra Antarktis - der fredag publiceres i tidsskriftet Science - viser at kuldioxidstigningen kommer mellem 600 og 1.000 år senere end temperaturændringen og altså skyldes en form for tilbagekobling fra miljøet. Studiet viser imidlertid også at blot en lille temperaturstigning kan udløse en massiv temperatur-tilbagekobling via kuldioxid. I tilfældet istid/mellemistid skyldes den lille temperaturstigning ændringer i Jordens bane om Solen; men artiklens forfattere advarer om at også andre mekanismer kan udløse en lignende tilbagekobling. Hidtil har der været store problemer med at sammenholde kuldioxid og temperatur. De to typer data kommer nemlig fra hhv. luftbobler i isen (direkte måling af kuldioxid) og fra selve isen (måling af forholdet mellem vandmolekyler der indeholder isotoperne ilt-16 og ilt-18). Problemet opstår fordi luften er yngre end den omgivende is, hvilket skyldes at boblerne først 'snøres af' fra atmosfæren efter et stykke tid (op til 6.000 år i Antarktis). Gruppen bestående af franske, amerikanske og kinesiske forskere har imidlertid fundet en måde at omgå problemet på. De anvender nemlig et andet 'termometer' baseret på grundstoffet argon der - ligesom kuldioxid - findes i luftboblerne og altså ikke har samme problemer som ilt-termometret. Flere nyheder om fortidens klima og drivhuseffekten: Slut-prut med drivhuseffekten DMI-nyhed fra den 13. marts 2003. Prutter øger drivhuseffekten DMI-nyhed fra den 6. marts 2003. Sol–klima kobling i 12.000 år DMI-nyhed fra den 26. november 2001. Istidsteorien styrket DMI-nyhed fra den 2. maj 2001. Se mere i Værd At Vide Science 2003, vol. 299, p. 1728-1731. Af Niels Hansen, nsh@dmi.dk DMI 14. marts 2003. |