Højsæson for skypumper og tordenvejr
Sæsonen for skypumper og kraftigt tordenvejr er over os. Det fik det meste af landet at føle i den forgangne weekend. På det sydlige Lolland gik det særligt vildt for sig, beretter seniormeteorolog Søren Brodersen, som tilfældigt befandt sig på Lolland-Falster Airport i Maribo.
”Vi kunne se den store tordencelle der stod umiddelbart sydvest for pladsen, og pludselig begyndte vinden at øge på nordsiden af skyen. Det lynede kraftigt i cellen og man kunne se, at det regnede voldsomt ca 5-7 km mod sydvest.
 Søren Brodersen fangede sin første skypumpe i linsen ved Maribo.
Vi fik øje på de meget voldsomme bevægelser i de laveste skyer og så med egne øjne de hvirvler og strømninger som kan medføre meget kraftig turbulens for de flyvende. Skybasen, gråsort og meget markant, stod i kontrast til den lysere himmel i horisonten og vi kunne alle se den sjove ”udsposning” på skyen, - en mørk bule som rager ned under skybasen.
Samtidig tiltog vinden fra nær stille til kuling og det begyndte at regne. Et par minutter senere kunne vi se snablen, 10 sekunder senere havde jeg fotograferet den,” slutter den trods alt begejstrede seniormeteorolog, som aldrig tidligere har set en skypumpe.
|