Hjælp klimaet: Sluk huset, når du tager på ferie
Inden du tager på sommerferie, kan du slukke de fleste af dine elapparater og dermed reducere dit CO2-udslip.
Slukker vi alle sammen for strømmen i tre uger her i sommer, vil vi kunne spare 130 millioner kilowatt-timer, hvilket svarer til ikke mindre end 65.000 ton CO2. Det viser en udregning Elsparefonden har foretaget for DMI.
Især standby-strøm og køleskabet batter
Det er især på standby-strømmen til dit tv-apparat, din video, dvd, radio, playstation, computer, ADSL-forbindelse og andet it-udstyr, der giver den helt store besparelse. Du skal dog være klar over, at du er nødt til at indstille uret på el-apparater med ur, når du kommer hjem.
 Når den grå og triste hverdag forlades til fordel for sydens sol eller sommerhus, så husk at spare på strømmen. Foto Claus Kern-Hansen.
Sluk på stikkontakten
Det er vigtigt, at du afbryder strømmen på stikkontakten også for de elapparater, der er sat på elspareskinner. På den måde er du sikker på, at du ikke bruger noget strøm. Apparater, der er koblet til en elspareskinne, bruger nemlig en lille smule strøm.
Du bør også slukke for elevationssengen og vandhanen med kogende vand, hvis du har den slags udstyr, som også bruger standby-strøm.
Husker alle husejere at slukke på stikkontakten, inden vi drager af sted, vil det alene på standby-strøm give besparelse på 52 millioner kilowatt-timer, svarende til 26.000 ton CO2.
Også køleskabet er det værd at overveje, om du kan tømme for madvarer, så du kan slukke det. Det reducerede elforbrug svarer til 21.000 ton mindre CO2 på tre uger.
Sluk cirkulationspumpen i tre måneder
I sommerperioden fra juni til september er der ingen grund til at have cirkulationspumpen til at køre. Det er et af husejernes mest elslugende apparater. Alene ved at slukke cirkulationspumpen vil Familien Danmark kunne spare omkring 25 millioner kilowatt-timer, som svarer til 12.500 ton CO2.
Nogle pumper kan afbrydes på pumpen, men i de fleste tilfælde sker det ved at slukke for fyret.
Fyret og elvandvarmeren bør også slukkes
Oliefyret eller gasfyret giver en samlet besparelse på klimakontoen på to ton CO2.
Det samme gælder elvandvarmeren. Omkring 400.000 helårshuse opvarmer brugsvandet på den måde, og det kan give otte ton mindre CO2 at lade den holde sommerferie. Når du kommer hjem, bør du opvarme vandet til 55 grader for at være sikker på, at eventuelle bakterier dør.
Sluk alt på nær tyverialarmen og akvariet
Kun nogle ganske få el-apparater bør du lade være tændt i sommerferien. Har du en tyverialarm og bruger du tænd-sluk-ure til lamper og radio for at holde indbrudstyvene væk, skal du selvfølgelig ikke spare her. Det samme gælder, hvis du har fisk i et akvarium. Heller ikke fryseren skal du slukke, med mindre du har tømt den for madvarer.
Hvis du er ligeglad med at modtage beskeder på telefonsvareren i ferien, kan du med fordel slukke for den trådløse fastnettelefon. Den besparelse er ikke taget med i udregningen, da de fleste helst vil modtage beskeder, selv om de ikke er hjemme. For de mest entusiastiske er der ellers meget at hente her.
Tjek elmåleren
Tjek din elmåler, lige inden du tager af sted, hvis du er i tvivl, om du har slukket alle de værste strømslugere. Kører den hurtigt rundt, tyder det på, at du har glemt noget.
Aflæser du måleren før ferien og når du kommer hjem, kan du finde ud af, hvor meget strøm, du har brugt. På den måde kan du finde ud af, hvor meget strøm de har brugt og måske afsløre en strømsluger. Har du et strømforbrug på mere end én kilowatt-time om dagen, er det en god idé at få tjekket, hvilket apparat der er skyld i forbruget.
Bliv medlem af Klub1000
Du kan få gode elspareråd hele året ved at melde dig ind i Elsparefondens Klub1000. Det er gratis.
Vil du gerne se her og nu, hvad du kan sparen på husholdningens typiske elapparater, så prøv Elsparefondens elberegner.
Klub1000 er en klub for alle energibevidste danskere, som hjælper dig med at sænke elforbruget til 1.000 kWh pr. person om året. Med Klub1000 får du et sundt elforbrug uden at give afkald på komforten.
Meld dig ind - det er gratis.
Elbesparelserne giver dig penge til 15 is
Slukker du for dine elapparater i tre uger her i sommer, er der også lidt flere penge til at nyde ferien. Du sparer godt 300 kr., så du kan forkæle dig selv og familien med 15 is eller seks flasker god vin.
Der er flere informationer i Værd at Vide-boksen til højre.
God ferie!
Af Christian Lüders, Elsparefonden. sparel@sparel.dk
Redaktion Bjarne Siewertsen, bsi@dmi.dk
Denne artikel er ottende del af et tema om elforbrug og klima fra DMI og Elsparefonden.
© DMI, 3. juli 2008.
Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev Tilmeld dig DMI's varsler om farligt vejr på SMS Mobile vejrudsigter, farvandsudsigter og nyheder på mobil.dmi.dk DMI's -nyheder
|