Forventede nedbørmængder
Når vejret er ustadigt med byger, er der mange, der bliver frustrerede over DMIs forventede nedbørstal. Nogle føler sig snydt for regn, mens andre synes de har fået alt alt for meget regn.
Alle har det vanskeligt med nedbøren i ustadige perioder. Modellerne har vanskeligt ved at beregne bygerne, meteorologerne har vanskeligt ved at forudsige dem, og brugerne har svært ved at forstå det produkt, der skulle hjælpe dem.
Byger opstår, når varm, fugtig luft stiger eller bliver løftet til vejrs. Mange parametre påvirker processen, og fordi bygerne har en lille geografisk udstrækning og en kort levetid, er de meget vanskelige at forudsige præcist. Alle har oplevet at befinde sig på grænsen af en byge eller bevæge sig fra et sted, hvor det er vådt til et sted lige ved siden af der er tørt.
I de fleste tilfælde har både modeller og meteorologer et godt overblik over, om atmosfæren har potentiale til at danne bygerne. I sådanne tilfælde kaldes atmosfæren ustabil, og der vil som oftest i vejrudsigterne stå noget om byger. Det er næste step, der volder problemer: hvor og hvor meget regn kommer der?
 Bliver det regn eller sol? Godt jeg har min paraply med. Foto: Kurt Winkler
Der arbejdes konstant og hårdt på at få vejrmodellerne til at blive bedre til at forudsige bygerne, og i de seneste år, er modellerne blevet markant bedre til det. Men, der er fortsat behov for forbedringer i modellerne, hvis bygernes placering og styrke skal kunne forudsiges korrekt. Meteorologerne udtaler sig derfor yderst forsigtigt i bygesituationer, når borgere spørger om netop de vil få en byge på et bestemt tidspunkt.
I forbindelse med vejrudsigterne skal meteorologerne give et bud på, hvor meget regn der kommer. Forudsigelserne findes nederst i vores syvdøgnsudsigt, og er som der står oven over: ” Forventede nedbørmængder i mm, der skal opfattes som et omtrentligt gennemsnit for de enkelte landsdele.”
Det betyder med andre ord, hvor mange millimeter regn en hel region forventes at få midlet ud over hele regionen. Dette tal kan være meget vanskeligt at forholde sig til i perioder med byger. Nogle steder i regionen kommer der måske slet ikke en eneste byge forbi, mens andre får en eller flere, mere eller mindre kraftige byger. Byger giver ofte en meget ulige fordeling af regnen.
 Et eksempel på, hvor ujævnt regnen kan falde på en dag med byger. Grafik: Kenan Vilic
Resultatet er at både de der ikke fik regn, og de der fik meget regn sidder med oplevelsen af at DMIs forudsigelse ikke var rigtig, fordi de lokalt ikke fik den mængde, der var angivet i vores tabel.
Derfor: Vær på vagt, når I læser de forventede nedbørmængder i perioder med byger.
Den kommende tid fortsætter det ustabile vejr med byger, så der er god grund til at læse nedbørstallene med stor forsigtighed og ikke tro skråsikkert på at netop dit område får præcis den mængde nedbør, der er angivet i skemaet.
Af Lone Seir Carstensen Redaktion Kate Søs Hansen, keh@dmi.dk © DMI, 15. juli 2009.
Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev Tilmeld dig DMI's varsler om farligt vejr på SMS Mobile vejrudsigter, farvandsudsigter og nyheder på mobil.dmi.dk DMI's -nyheder
|