NOAA 19 hedder for øvrigt indtil videre NOAA N' og opnår først officielt sit '19', når den er på plads i det korrekte kredsløb og instrumenterne fungerer tilfredsstillende.
NOAA 19 er en satellit designet til en lav, polær bane, hvor den indgår i et fælles kredsløb med amerikanernes egen NOAA 18 og Europas MetOp-serie. Hidtil er MetOp A sendt op, men den efterfølges af to yderligere satellitter i 2012 og 2016. Sammen sikrer satellitterne, at hvert punkt på Jorden dækkes et tilstrækkeligt antal gange i døgnet til, at meteorologerne kan benytte de vigtige data i hver kørsel af de store vejrmodeller.
Om bord på NOAA 19 befinder der sig desuden et europæisk instrument - en såkaldt MHS eller Microwave Humidity Sounder. Instrumentet bestemmer fugtigheden ned gennem atmosfæren med stor præcision og tillader derfor endnu bedre forudsigelser af voldsomme vejrfænomener som skybrud og de tornadoer som hvert år kræver ofre i flere amerikanske stater. MHS'en bliver desuden et vigtigt værktøj for klimaforskerne, som får endnu bedre data på fordelingen og bevægelserne af den atmosfæriske vandamp.
Fordelen ved en lav bane er, at satellitten leverer billeder i langt højere opløsning og således med langt flere detaljer. Det polære kredsløb giver desuden mulighed for mere præcise data for højere breddegrader som f.eks. i det nordlige Skandinavien og i Grønland. Til gengæld kræver det altså et vist antal satellitter, før data er tilgængelige hele døgnet rundt.
|
-nyheder
