Europa opsender ny vejrsatellit
Torsdag opsender Europa sin tredje vejrsatellit i MSG-serien. Det foregår fra rumhavnen i Kourou, Fransk Guyana.
Lige før midnat dansk tid torsdag den 5. juli, stiger en Ariane 5 raket til vejrs fra rumhavnen i Kourou, Fransk Guiana i det nordøstlige 'hjørne' af Sydamerika. Med sig har raketten Europas næste vejrsatellit MSG-3.
MSG-3 satellitten er magen til to satellitter, der allerede kigger ned på Europa fra rummet. Det drejes sig om Meteosat-8 opsendt i 2002 og Meteosat-9 opsendt i 2005. Når MSG-3 i starten af 2013 erklæres operationel, får den navnet Meteosat-10 og overtager opgaven som Europas primære vejrsatellit.
 MSG-3 i de sidste faser af opsendelsen torsdag den 5. juli 2012. Grafik ESA/EUMETSAT.
Som sine to søskende, skal Meteosat-10 levere data og satellitbilleder i en lind strøm til meteorologerne fra en position ca. 35.800 kilometers over ækvator. Her roterer satellitten lige så hurtigt rundt om Jorden, som Jorden selv roterer. I praksis betyder det, at satellitten hænger over samme punkt hele tiden og derfor kan observere det samme område døgnet rundt. I tilfældet med MSG-satellitterne kommer der en fuld ladning data hvert 15. minut. En satellit, der på den måde roterer sammen med Jorden, kaldes geostationær.
|