 |
 Solnedgang over Gotland. Foto: Kaj Skytte Nielsen.
|
 |
 |
 |
Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, koordinerer et nyt forsknings- og udviklingsprojekt i EU-regi, der sætter fokus på forbedring af den marine observations- og prognosevirksomhed for Østersøen. Projektet - Programme for a BAltic network to assess and upgrade an oPerational observing and forecAsting system in the region eller PAPA - har til formål at styrke samarbejdet mellem Østersølandene i forbindelse med observation og forudsigelse af de fysiske, kemiske og biologiske forhold i Østersøen. Arbejdet vil især bestå i at optimere de nationale observationssystemer, styrke udvekslingen af data landene imellem. Derudover skal de modeller, der anvendes til udarbejdelse af forudsigelser af f.eks. temperatur, saltholdighed, vandstande, havstrømme, transport og drift af materiale etc, forbedres. Projektet er tæt knyttet til det arbejde, som projektdeltagerne har begyndt indenfor samarbejdsorganet Baltic Operational Oceanographic System, BOOS. I projektet, der skal gennemføres i løbet af de kommende 3 år, deltager i alt 15 institutioner fra de 9 Østersølande. Projektet koordineres af lederen af DMI’s Sektion for Operationel Oceanografi Erik Buch. For yderligere information: Kontakt Erik Buch, ebu@dmi.dk, Tlf.: 3915 7500. Af Erik Buch ebu@dmi.dk Redaktion: Bjarne Siewertsen bsi@dmi.dk DMI 12. november, 2002 |