 |
Den 13. juli 2005 var det Tasiilaq/Ammassalik på østkysten, der stod for tur. Det blæste op fra nordvest til kuling med orkanagtige vindstød, op til 31 m/s. Samtidig steg temperaturen til 22,4°C, og fugtighedsgraden faldt til 25%. Regner man tilbage, finder man, at temperaturen i 2.700 meters højde, hvor luften 'har været oppe og vende', må have været ca. -5°C, og det er netop, hvad den automatiske vejrstation South Dome inde på højderyggen registrerede. Regner man endnu længere tilbage, havner man på luftens oprindelsessted: det nordamerikanske sommerland. Dagen efter, den 14. juli, lagde vinden sig, men den varme luft forblev over stedet, og dermed nåede temperaturen ved solens hjælp endnu en tak højere: 25,3°C - det, vi i Danmark betegner som "en sommerdag". Det var samtidig en tangering af den tidligere rekord, som blev sat en junidag i perioden 1921-56.
Føhnvindens retning og den høje hastighed gør, at meteorologer taler om en 'varm piteraq', og der var da også fra DMI den 12. juli udsendt piteraqvarsel for byen. Udbredelsen og karakteren af den varme piteraq adskiller sig fra den frygtede 'kolde piteraq', der er en tung faldvind, typisk med oprindelse i arktisk Canada. Hvor den kolde piteraq 'klæber' til overfladen og udformes af denne, er den varme version præget af stærke og turbulente vertikalbevægelser, der kan strække sig helt op til tropopausen i ca. 10 km's højde. Her vil man ofte se en kappe af kraftigt udviklede cirrus skyer.
|
|
|
|
Føhnvinde giver sig ofte til kende ved dannelse af en skybræmme i stor højde, såkaldte orografiske cirrus skyer. Billedet er infrarødt, optaget onsdag middag 13. juli 2005. Skyerne er meget kolde og fremtræder derfor hvide. Tasiilaq/Ammassalik ligger lidt inden for kanten til højre. Kilde: NOAA/DMI
|
-nyheder
