 |
Et lavtryk passerede Danmark i løbet af natten til onsdag den 10. september 2003 og ca. ét døgn frem. Det bragte mange steder store nedbørmængder med sig. Værst gik det ud over det nordøstlige Sjælland, hvor der flere steder faldt over 90 mm, hvilket er ca. 50% over hele september måneds normalnedbør. Flere steder blev der tillige registreret skybrud blandt andet i Kolding klokken ca 9 om morgenen og i Hillerød hen under aften. Under uvejrets passage blev der observeret flere skypumper omkring Fyn. Således så Finn Lindhart fra Sønderborg klokken 8.55 en skypumpe syd for Assens og Erik Spangholm fra Nyborg så tyve minutter senere hele tre skypumper nord for Storebæltsbroen. Enkelte steder i det østlige Jylland blev også ramt af lynnedslag. Af John Cappelen, jc@dmi.dk Redaktion: Bjarne Siewertsen, bsi@dmi.dk 11. september 2003. |
 |
 |
 |

Særligt det østlige Danmark fik en ordentlig skylle, da et lavtryk passerede landet onsdag. Her set fra den amerikanske Aqua-satellit. 
Et udvalg af de største nedbørmængder i forskellige egne af landet, registreret fra natten til den 10. september og ét døgn frem. Klik på kortet for flere detaljer. |