Af ild og is: Er der en årstid for vulkanudbrud?

Et vulkanudbrud fødes ikke blot af ild, men også af is.

At der skulle være en årstid for vulkanudbrud, lyder umiddelbart mærkeligt. Ikke desto mindre er det præcis, hvad et par studerende og deres vejleder fra Cambridge University påstår.

Ph.d. Ben Mason og kolleger viser i en netop publiceret artikel, at der - på den nordlige halvkugle - er langt flere udbrud om vinteren end om sommeren. Og konklusionen er baseret på et solidt statistisk grundlag - 3.200 vulkanudbrud i perioden 1700-1999.

Den fysiske forklaring tager udgangspunkt i det, der kaldes klodens åndedræt - dvs. de 10.000.000.000.000.000 liter (10 millioner millioner tons!) vand, der hvert år flyttes fra den nordlige til den sydlige halvkugle og tilbage igen.

Processen skulle ifølge Mason medføre en rytmisk trykændring i de magmakamre, der fodrer vulkanerne. Dels fordi noget af vandet falder som sne på vulkanerne og deres umiddelbare omgivelser; dels fordi atmosfæren er koldere - og derfor tungere - om vinteren.

De rytmiske trykændringer får så på et givet tidspunkt en i forvejen ladt vulkan til at gå af. Og trykforholdene er altså mest favorable for magma-afgang om vinteren.

Jorden er ikke rigtig rund. Det skyldes blandt andet de 10.000.000.000.000.000 liter vand, der hvert år flyttes fra den nordlige til den sydlige halvkugle og tilbage igen.

Sammenhængen eksisterer faktisk også på en større skala, hvor det viser sig, at vulkanudbrud er særlig hyppige lige efter afslutningen af en istid. Når presset fra de udbredte gletschere forsvinder, så ændres trykket i magmakamrene hvilket altså medfører øget risiko for vulkanudbrud.

Vejret påvirker også vulkaner på anden vis. Blandt andet viste Adrian J. Matthews og Jenni Barclay for nylig, hvordan intens nedbør (30-45 millimeter over et par timer) udløser vulkanen Soufrière Hills på den caribiske ø Montserrat.

Og som om det ikke var nok; så går påvirkningen også den anden vej. Vulkaner kan tillige påvirke vejret. Er udbruddet voldsomt nok, så slynges store mængder aske - og frem for alt svovl - højt op i atmosfæren. Her reflekterer partiklerne Solens lys og fører til en afkøling på op til flere grader ved jordoverfladen de efterfølgende år. Det hændte blandt andet ved udbruddet af Tambora i Indonesien (1815), der i 1816 førte til hungersnød og koleraepidemi i Europa og Nordamerika. 1816 blev siden hen kendt som 'året uden sommer'.

Mason og kollegers arbejde er et værdifuldt bidrag i forsøget på at beskytte den hen ved halve milliard mennesker, der på verdensplan så at sige bor i skyggen af en vulkan, men det er mere end det. Det er også en påmindelse til videnskaben om, at det kan være frugtbart at søge årsagssammenhænge selv der, hvor de synes usandsynlige.

Journal of Geophysical Research, vol. 109, B04206, doi:10.1029/2002JB002293, 2004

Af Niels Hansen, nsh@dmi.dk
DMI, 27. april 2004

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev