 |
Den første sneobservation blev gjort mandag aften klokken 21 i Thyborøn, og natten til tirsdag var der lidt spredt snevejr. Tirsdag morgen ramte snestormen den jyske vestkyst. I løbet af formiddagen bredte sneen sig ind over hele Jylland, Fyn og det vestligste Lolland. Om eftermiddagen bredte det sig ind over Sjælland og fra sidst på dagen fik Bornholm snevejret næsten samtidigt med, at det slap sit tag i Jylland.
Vinden gjorde sit til at forværre problemerne i trafikken, da den gav anledning til en del snefygning.
Frisk vind til kuling fra syd og sydvest, og fra aftenen i den nordvestlige del fra nordvest og nord, fik sneen til at danne driver, som selv Falck måtte give op over for enkelte steder i landet.
Onsdag er vejret stilnet betydeligt af. Vi får fortsat sne og snebyger og let til frisk, stedvis hård vind, der kan give anledning til snefygning, men både vinden og mængden af ny sne er aftagende.
Trafikale problemer
Sneen og særligt fygningen gav store trafikale problemer. I Københavns Lufthavn Kastrup måtte 200-300 passagerer overnatte i lufthavn på grund af flere aflysninger og forsinkelser. Lufthavnen melder, at man var tæt på helt at lukke ned for første gang i 21 år.
Store dele af den offentlige transport var også berørt af snevejret. Der var således aflysninger på bus- og togruter flere steder i hele landet, og flere trafikselskaber forventer også længere rejsetider, aflysninger og forsinkelser onsdag.
Sikkert til glæde for mange børn oplyser P4 Midt og Vest, at flere skoler i regionen igen holder lukket på grund af uvejret.
|
 |
 |
 |
 Radaranimation af snestormens passage.

 Ikke al nedbøren faldt som sne. Nedbøranimation med type af nedbør.
|