El Niño er i aftagende Den yderst moderate 2002-2003 El Niño er nu for nedadgående. Prognoser fra Det Vesteuropæiske Meteorologiske Regnecenter - ECMWF - viser at den igangværende El Niño vil klinge af i løbet af de kommende måneder. Havtemperaturerne i det kritiske 'Niño-3'-område er i øjeblikket godt en grad over det normale for årstiden (svarende til en El Niño af moderat styrke), men forventes at falde til nær det normale i løbet af det kommende halve år. 
De seneste prognoser (røde linjer) fra ECMWF er enige om, at El Niño vil klinge af i løbet af de kommende seks måneder. Hver linje repræsenterer én mulig udvikling - ligger linjerne tæt er prognoseresultatet robust, spredes de 'for alle vinde' er prognosen mere usikker. Til sammenligning var Niño-3 temperaturen omkring fire grader over det normale under den sidste ekstremt kraftige El Niño for fem år siden. Det er således nu helt usandsynligt at den igangværende El Niño bliver lige så kraftig og omfattende som den forrige, der i 1998 medførte globale økonomiske omkostninger på et sted mellem 14 og 34 mia. dollars. El Niño er et koblet ocean-atmosfære fænomen der hvert andet til syvende år udløser en kæde af vejrmæssige forandringer over store dele af kloden. Herunder varmere og mere regnfuldt vejr i den sydlige del af USA i vinterperioden, og relativt tørt vejr i store dele af Indonesien og Australien. Ikke mindst australierne modtog budskabet om El Niño's snarlige afslutning med glæde. Den langvarige tørke og de voldsomme bush-brande der for tiden plager det østlige Australien menes nemlig primært at skyldes El Niño. Til medierne - artiklens figur i postscript (*.eps/*.ai/*.pdf) -format: Figuren må bearbejdes og anvendes i formidlingsøjemed såfremt '© ECMWF/DMI 2003' angives.
Redaktion Niels Hansen, nsh@dmi.dk Yderligere oplysninger hos Wilhelm May, may@dmi.dk på 39 157 462 DMI 21. januar 2003 (opdateret d. 22.). |