'Ekstreme' temperaturforhold i Sydgrønland
Det har været varmt i Sydgrønland i en længere periode. Faktisk var temperaturen kun en enkelt gang under nul i Narsarsuaq over en 16-dages periode fra den 19. februar.
I en periode på 16 dage fra den 19. februar til den 6. marts 2005 har temperaturen i Narsarsuaq i Sydgrønland dårligt været under frysepunktet.
 Døgnets højeste (rød kurve) og laveste (blå kurve) temperatur i Narsarsuaq i slutningen af februar og starten af marts 2005.
Kun et enkelt døgn fra den 24. til den 25. sneg temperaturen sig lige ned under 0ºC, ellers var det varmt - mange dage over 10ºC og helt op til 15,4ºC.
Det er meget usædvanligt for årstiden og det giver 'ekstremt' uvante forhold i den normalt kolde grønlandske vinter. Normaltemperaturen i Narsarsuaq for februar er minus 6,1ºC og i marts minus 5,1ºC.
De lune temperaturer har blandt andet sat gang i blomsterbedene, hvor erantis og krokus er sprunget ud. Det er meget tidligt, da de normalt blomstrer i april eller maj, siger bestyrelsesmedlem Kenneth Høegh fra Qaqortoq Haveforening til KNR - Grønlands radio.
Lave vintertemperaturer har i samme periode præget Nordeuropa og Danmark, hvilket stemmer godt overens med den gamle tommelfingerregel: Når det er varmt i Sydvestgrønland, er det koldt i Nordeuropa.
For yderligere oplysninger kontakt DMIs Data- og klimainformation på telefon 3915 7500 eller via webmail.
Af John Cappelen Redaktion Niels Hansen, nsh@dmi.dk DMI, 12. marts 2005
Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev Mobile vejrudsigter, farvandsudsigter og nyheder på mobil.dmi.dk Vejrudsigter, varsler og radarbilleder som SMS og MMS DMI's nyheder på RSS
|