Dødbringende sø afvæbnes To søer i Cameroun skal nu afgasses for store mængder CO2. Frasen 'Alt med måde' tilsiger en, at både for meget og for lidt af næsten hvad som helst kan være et problem. Og ind imellem er der noget om snakken. F.eks. er en moderat koncentration af CO2 i atmosfæren med til at gøre planeten Jorden beboelig, mens høje koncentrationer er dødbringende. Således mistede over 1700 mennesker i 1980'erne livet på grund af store mængder CO2 afgasset fra søerne Nyos og Monoun i det nordvestlige Cameroun. De voldsomme udslip skyldes at vandet i Nyos og Monoun indeholder meget store mængder opløst CO2 der konstant tilføres fra undersøisk vulkansk aktivitet. Normalt findes de højeste koncentrationer af CO2 'fanget' i de dybere dele af søerne, men forstyrrelser som undersøiske mudderskred eller voldsomme temperaturændringer, kan pludselig ændre på dette. |