 |
Center for Ocean og Is plottede efterfølgende kollisionens position ind i DMI's oliespildsmodel som 1000 partikler med de samme egenskaber som den lækkede fuelolie fra skibskollisionen.
På animationen ser man, at modellens partikler driver ret hurtigt ind gennem Skagerrak, undgår lige akkurat Skagen, og driver videre mod Sverige, hvor den rammer kysten første gang natten mellem tirsdag den 13. og onsdag den 14. september.
Olieforureningen blev opdaget på øen Tjörn den 15. september, hvor et større oprydningsarbejde begyndte.
Olien udsættes for flere forskellige processer undervejs. En del af olien fordamper, og resten af olien bliver blandet op med vand. Mængden af vand og olie, som man skal bjærge, er derfor større end det oprindelige udslip. I roligt vejr lægger olien sig på overfladen, men når det blæser, bliver den blandet op med havvandet, og dermed usynlig fra luften.
DMI's oliespildsmodel
DMI's model, som udregner spredningen af oliespild i de danske farvande, befinder sig i Center for Ocean og Is. Den beregner med ret stor præcision – allerede inden for én time – hvor olie flyder hen efter et uheld til søs. Modellen kan også regne baglæns, når man opdager olie et sted, og den kan dermed spore tilbage til oliespildets oprindelse.
Heldigvis er det forholdsvis sjældent, at DMI's oceanografer har behov for denne slags opsporingsopgaver, men når uheldet er ude er det vigtigt at være skarpe. Derfor afholder afdelingen ugentlige øvelser, så alle involverede er helt up to date med de seneste procedurer.
|
 |
 |
 |
 Olien beskrives som 1000 ’partikler’, som altså hver repræsenterer 1 promille af det samlede udslip. Partiklerne starter fra samme position, men spredes efterhånden. I animationen er hver enkelt partikel prikket ind med en farvekode, som indikerer, hvor dybt partiklen befinder sig. Rød er overfladen, blå under overfladen, og grøn er enten havbunden eller strandet på kysten. |