Den globale opvarmning har ramt Grønland
Modellerne forudser, at klimaændringerne rammer de arktiske egne hårdt. I Grønland er det allerede i gang, vurderer internationale forskere.
Grønlands indlandsis reagerer markant på den globale opvarmning. Det viser et internationalt hold af forskere for første gang i nyeste nummer af 'Journal of Climate'.
Holdet består af forskere fra NASA og fra universiteter i England, Belgien og USA samt DMI's John Cappelen. I fællesskab har de analyseret en kombination af meteorologiske og glaciologiske data. Glaciologi er læren om is og sne.
"Vi demonstrerer, at temperaturerne på Grønland og smeltningen af indlandsisen ikke fulgte udviklingen i temperatur på den nordlige halvkugle mellem ca. 1960 og ca. 1990. Det står i kontrast til de seneste 15 år. Her er temperatur og smeltning tættere forbundet med den nordlige halvkugles - og derved den globale - temperaturudvikling", forklarer John Cappelen.
 Udviklingen i den globale temperatur fra 1856 til 2006. Nul-linjen er gennemsnittet i den gældende internationale normal-periode 1961-1990.
Indlandsisen reagerede altså hovedsagligt på regionale klimaændringer i første del af de seneste 50 år. Omkring 1990 skifter isen så over til snarere at følge den globale temperatur. Forskerne vurderer, at skiftet skyldes den tiltagende globale opvarmning og de forventer at tendensen fortsætter fremover.
Også satellitdata viser, at iskappens smeltning er øget i de seneste 20 år. Det finder du mere om i 'Værd at Vide'-boxen til højre.
John Cappelen påpeger, at Grønland desuden har fået nye temperaturrekorder i sommerperioden de seneste ti år. Det er en understregning af den kraftige opvarmning i regionen, siger han.
"DMI's målinger ved kysten viser, at sommeren 2003 var ekstraordinær varm. Resultatet var den næststørste modellerede afstrømning i 50 år, kun overgået af 1998. De fem varmeste somre i Sydgrønland ligger for øvrigt efter 2001, så det er helt naturligt, at vi tillige ser rekorder i afsmeltning".
 Smeltevand strømmer ud fra Grønlands indlandsis i september 2007 nær Kangerlussuaq. Afstrømningen er steget de seneste 50 år og specielt efter 1990 - det tilskriver forskerne den globale opvarmning. Foto: Martin Stendel, DMI.
Forskerne dokumenterer desuden, at det ikke blot er afstrømning af smeltevand der er steget markant i løbet af det seneste halve århundrede.
"Også nedbøren i form af sne er steget", forklarer John Cappelen. "En øget afstrømning af smeltevand og en øget snepålejring burde så til dels opveje hinanden. Satellitobservationer - blandt andet analyseret ved Danmarks Rumcenter - viser dog tydeligt, at isen flyder hurtigere mod isranden, at isen smelter tilbage, samt at isens totale masse mindskes. Det kan forklares ved, at indlandsisen også mister masse ved en øget produktion af isbjerge. Området kræver mere forskning, men man regner med, at afsmeltning og produktion af isbjerge hver står for omtrent halvdelen af massetabet".
For flere oplysninger kontakt John Cappelen på 39 157 585.
'Increased runoff from melt from the Greenland Ice Sheet: a response to global warming'. Hanna, E., P. Huybrechts, K. Steffen, J. Cappelen, R. Huff, C. Shuman, T. Irvine-Fynn, S. Wise, & M. Griffiths, Journal of Climate (American Meteorological Society), publiceret 15. januar 2008, DOI: 10.1175/2007/JCLI1964.1.
Af Niels Hansen, nsh@dmi.dk © DMI, 15. januar 2008.
Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev Tilmeld dig DMI's varsler om farligt vejr på SMS Mobile vejrudsigter, farvandsudsigter og nyheder på mobil.dmi.dk DMI's -nyheder
|