Varm, solrig og tør 40-års festivalfødselsdag
Vejret var igen i år meget venligt ved Roskilde Festivalen. Ligesom de sidste par år blev den meget varm, solrig og knastør, bortset fra en enkelt dag med ganske lidt fra oven før musikken startede. Det blev den 5. varmeste registreret.
Gennemsnitstemperaturen for de fire festivaldage torsdag til søndag blev 18,6°C, hvilket gør den 40. Roskilde Festival 2010 til den 5. varmeste siden starten i 1971. En placering den deler med 1992.
Den højeste temperatur i år på 24,7°C blev målt om søndagen. Festivalen 1976 er stadig den varmeste. Dengang var gennemsnitstemperaturen 21,9°C med den højeste temperatur nogensinde målt på festivalen, 28,7°C. Se tabel i 'Værd at Vide'-boksen.
Tabellen viser, at sidste års festival kom ind på 2. pladsen, 1973 på 3. pladsen og 2008 på 4. pladsen. Roskildefestivalen blev i øvrigt udvidet fra 3 til 4 dage i 1988, hvorefter torsdagen kom med ind i statistikken. Derfor er statistikken ikke helt retvisende.
Nedbørtallene fra 2010 viser, at det var knastørt i løbet af festivalens musikdage. Det gav ind imellem støvede tilstande over pladsen. Kun en enkelt dag før musikken startede kom der ganske lidt vådt fra oven. Se tabel i 'Værd at Vide'-boksen.
Skyer var der generelt ikke mange af på himlen og vinden var svag til jævn. Solen bagte, så væske og skyggefulde pladser var eftertragtede varer.
 Der var som sædvanlig gang i den foran orange scene. Foto: Anna Cappelen.
Af John Cappelen Redaktion Kate Søs Hansen, keh@dmi.dk © DMI, 5. juli 2010
Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev Tilmeld dig DMI's varsler om farligt vejr på SMS Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android DMI's -nyheder
|