December slår 48 år gammel solrekord
Med 81 soltimer kroner DMI's klimatologer december 2010 som ny solkonge.
"December 2010 ender som den solrigeste december i dansk vejrhistorie", oplyser John Cappelen torsdag til dmi.dk. Dermed slår vi en 48 år gammel rekord.
 Fordelingen af soltimer i Danmark fra den 1. til den 29. december 2010. Grafik Mikael Scharling.
John Cappelen og klimatologi-kollega Mikael Scharling har gennemgået tallene for årets sidste måned og for året som helhed. Og mens temperaturen for december fortsat er på vippen til en ny rekord, så er soltimerekorden allerede i hus.
"Vi har med årets udgang haft 81 timers sol i december. Og da den nu detroniserede rekord fra 1962 lyder på 76 timer er sagen klar", fortæller John Cappelen.
Den solfattigste december stammer fra 1959, hvor vi fik blot 8 timer i løbet af månedens 31 dage.
DMI's måling af soltimer går tilbage til 1920.
Af Niels Hansen, nsh@dmi.dk © DMI, 30. december 2010.
Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev Tilmeld dig DMI's varsler om farligt vejr på SMS Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android DMI's -nyheder
|