"De tusind søers land" Meget våd afslutning på vinteren. Overalt i Danmark står vandet højt i søer og vandløb. Landskabet er desuden præget af utallige store og mindre vandpytter. Vandet har svært ved at trænge væk, da jorden er mættet med vand. Siden midten af januar er der faldet usædvanlig store nedbørmængder. De sidste halvanden måned har været de vådeste nogensinde for årstiden og nedbørrekorden for februar på 92 mm fra 1990 bliver med sikkerhed overgået. I gennemsnit ud over landet er der faldet ca. 175 mm i de sidste 6 uger, lokalt over 250 mm i Vestjylland. Normalen for samme periode er på landsbasis omkring 65 mm. Der er altså faldet næsten 3 gange mere nedbør end normalt. Oversvømmelsesproblemerne er yderligere blevet forstærket i forbindelse med smeltevand fra de store mængder sne, der er faldet i den sidste uges tid.
 Billedet er fra parkeringspladsen ved DMI på Lyngbyvej i København.
Yderligere oplysninger: Sektion for Vejr- og Klimainformation Tlf. 39157500. DMI 27. februar 2002 |