En vejr-ramt supermodel, en bøvsende delfin og en selvmordsplanet er nogle af de 'skæve' historier, som Ugens Vejr i Verden har budt på i 2009.
Tirsdag den 6. januar Isbrydere og chimpanser I Holland mærkede de også vinterkulden, der sendte Rotterdams isbrydere på arbejde. Til gengæld var isen stor glæde for kanalernes skøjteløbere. I Rom var der anderledes kontakt afregning på vinteren. Her blev chimpanserne i Zoologisk Have budt på varm te og småkager for at klare kulden.
Søndag den 15. februar Delfin bøvsede i Kattegat Skyer kan antage alle former. Noget enhver, der har ligget på ryggen en sommerdag og kigget op i himlen, ved. Noget lignende oplevede Jørgen Bihlet søndag, da han til sin store overraskelse observerede en delfin, der bøvsede i Kattegat, på radarbilledet, som viser nedbørtyper.
Mandag den 30. marts De har humor de nordmænd ;-) Under overskriften 'Linselus' bringer met.no følgende beretning og foto: Har du noen gang lurt på hva ei linselus er? Ei virkleig, ekte linselus? Vi har i alle fall et forslag... Vervarslinga for Nord-Norge har et web-kamera på toppen av bygningen. Klokken 12:41 UTC den 30. mars var
temperaturen 1.3 °C
luftfuktigheten 55 %
vindforholdene østlig flau vind, 79°, 1.4 m/s
trykket ved havnivå 997.2 hPa
...og midt i bildet: Ei linselus!!!
Onsdag den 6. maj Mafiosomøller Onsdag bringer Berlingeren en af de mere skæve historier fra vejrets- og den grønne energis verden. Ifølge avisen er der nu en undersøgelse i gang, for at fastslå, om den Sicilianske mafia er involveret i "...bygning af lukrative vindmølleparker". Det lukrative i projektet er tilskud fra lokale og EU-tilskud samt Europas højeste garanterede elpriser. Vi har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Marlon Brando...
Delfin bøvser i Kattegat. Grafik dmi.dk.
...på DMI synes vi det ligner en edderkop... Foto fra met.no.
Torsdag den 7. maj Cirkeline har fødselsdag En af de bedste danske vejrformidlere fylder 40, for Cirkeline har fødselsdag. Vi spoler tilbage til et hæderkronet produkt, der åbnede øjnene på mange senere vejr-elskere:
Regnvejr, det er det der strømmer ud af skyen. Regnvejr, vasker alle træer og folk i byen. Regnvejr, det er skønt når det bli'r ved at strømme. Regnvejr, man kan lege fisk og svømme.
Regnvejr, det er det der driver ned af ruden. Regnvejr, det er det der dryppe skønt på snuden. Regnvejr, det gør håret pladdervådt. Regnvejr, det gør pelsen smadder flot.
Det strømmer i stride strømme, man kan lægge sig og drømme. Regnen trommer på min rude, så' det vådt at være ude.
Regnvejr, vi kan drømme eventyr. Regnvejr, om et lille regnvejrsdyr. Regnvejr, det er godt, hvis man er sur. Regnvejr, så' det godt at gå en regnvejrstur.
Torsdag den 11. juni Så meget varmer et ton CO2 er en drivhusgas i atmosfæren. Det betyder, at den blokerer jordens langbølgede udstråling til verdensrummet. Mere CO2 betyder derfor en varmere verden, men præcis hvor meget varmere? Svaret er: 0,0000000000015°C pr. ton ifølge en artikel der torsdag kom i det videnskabelige tidsskrift Nature. 0,0000000000015°C pr. ton lyder ikke af meget, men når f.eks. en almindelige familiebil udleder 150 gram CO2 pr. kilometer, så løber det meget hurtigt op på globalt plan.
Tirsdag den 16. juni ...den tredje lille gris byggede sit hus - med helvalmet tag... Det 100% hurricane-sikre hus findes kun i eventyr - men følger man professor Rima Taher gode råd, kommer man et langt stykke af vejen. I en ny artikel samler hun op på de senere års forskning og fremfører en række konkrete, designmæssige tiltag, der øger mulighederne for, at en bygning overlever mødet med en tropisk orkan. Et af de vigtigste elementer, er at bygge taget med dobbelt hældning - et såkaldt helvalmet tag. Det mindsker ifølge Rima Taher, risikoen for, at vinden kan løfte taget af. Noget der ofte fører til, at resten af huset styrter sammen.
Hus med helvalmet tag under opførelse i det nordlige Australien. Foto Bill Bradley.
Onsdag den 5. august Vejr-ramt supermodel skræmmer svenskerne Næsten 100.000 svenskere har samlet sig på det sociale netværk Facebook for - som gruppe - at frygte deres nationale supermodel Adina Fohlin. Årsagen er en reklamefilm, hvor Adina i sort tøj og voldsomt vejr afsynger en svensk folkesang - det lyder faktisk lidt skræmmende...
Torsdag den 27. august Selvmordsplanet går tidevandsdød i møde Astronom Coel Hellier fra Keele University i England publicerer torsdag en mere end almindelig voldsom forskningshistorie i tidsskriftet nature. Hellier og kolleger har observeret en planets dødskamp omkring stjernen WASP-18 325 lysår fra Jorden. Planeten er enorm - ti gange større end solsystemets kæmpe Jupiter - men er blot tre millioner kilometer fra stjernens overflade. Til sammenligning er der omkring 150 millioner kilometer fra Jorden til Solen. På grund af den korte afstand til WASP-18 er tidevandskræfterne enorme og planeten trækker en bølge af plasma med sig i sit kredsløb, der tager under én dag. Jordens omløb om Solen tager som bekendt et år. Det voldsomme tidevand dræner langsomt planetens energi og dens bane om WASP-18 bliver lavere og lavere. Coel Hellier forudser, at det går helt galt om ca. én million år, hvor de to himmellegemer kolliderer.
En tegners udgave af WASP-18 og kæmpeplanetens blot tre millioner kilometer over overfladen. På grund af nærheden er tidevandskræfterne enorme og planeten trækker derfor en bølge af plasma på WASP-18's overflade med sig i sit kredsløb, der tager under én dag. Grafik nature.
Tirsdag den 15. september Otte måneders konstant uvejr Et uvejr med en diameter på 3.000 kilometer, som raser i otte måneder i træk. Det lyder som en uhyggelig film, som man næsten kender plottet i. Men den er god nok. Et område godt 35 grader syd for Ækvator på planeten Saturn har siden januar været underlagt et voldsomt uvejr med lyn og torden, afslørede astronomer på en kongres i Potsdam, Tyskland, tirsdag. Uvejret er blevet set af rumsonden Cassini ved hjælp af et instrument, der fanger radiobølgerne fra lyn. Et så langvarigt uvejr er ikke set tidligere i vores Solsystem, og forskerne kender ikke helt årsagen.
Ugens Vejr i Verden var på stand-by fra uge 41 2009 og frem på grund af COP15. Vi er på banen igen i uge 1 2010.