Danskerne og DMI - Gallupundersøgelse Hver femte dansker bruger DMI's vejrinformation i erhvervsmæssig sammenhæng, hver tiende henter sin vejrinformation via www.dmi.dk og kun 1% finder at DMI's service er for dårlig. DMI holder med jævne mellemrum møder med instituttets professionelle brugere: Den civile luftfart, Forsvaret, Beredskabsstyrelsen, amter og kommuner, grønlandske myndigheder med flere. Dette sker blandt andet for løbende at sikre kvaliteten og relevansen af udsigter og varsler som indgår i diverse sikkerhedstjenester. Imidlertid føler vi også et behov for løbende at følge op på den almindelige danskers mening om DMI og kvaliteten af instituttets service i forhold til offentligheden. Derfor har instituttet i en årrække ladet Gallup A/S gennemføre en brugertilfredshedsundersøgelse, baseret på en lang række telefoninterviews med et repræsentativt udvalgt tværsnit af befolkningen over 15 år. Undersøgelsens resultater er nedbrudt på køn, alder, bopælsområde, uddannelse, erhverv og husstandsindkomst, og spørgsmålene er uændrede fra år til år. I det følgende er besvarelsen af udvalgte spørgsmål fra Gallup-undersøgelsen i efteråret 2002 resumeret (resultatet fra sidste år er til sammenligning anført i parentes). Spørgsmål 1 Hvorfra får De information om vejret? - 79% (71%) af samtlige adspurgte i undersøgelsen får vejrinformation fra TV2 og
- 59% (62%) får vejrinformation fra DR1, TV.
- 30% (27%) får vejrinformation fra radioen og
- 20% (15%) får vejrinformation fra aviser.
- 13% (9%) får vejrinformation fra TEKST TV.
- 11% (6%) får vejrinformation fra www.dmi.dk.
- 2% (1%) får vejrinformation fra telefonvejr.
Spørgsmål 2 Bruger De vejrinformationer privat til fritidsformål, til erhvervsmæssigt brug eller begge dele? - 70% (65%) af de adspurgte bruger vejrinformation privat til fritidsformål.
- 20% (19%) bruger vejrinformation erhvervsmæssigt, og heraf angiver
- 16% (15%) at de bruger vejrinformation både privat og til erhvervsmæssige formål.
- 10% (14%) bruger ikke vejrinformation.
Spørgsmål 3 Finder De, at vejrudsigterne inden for de sidste fem års tid er blevet mere pålidelige? - 56% (48%) er af den opfattelse at vejrudsigterne er blevet mere pålidelige.
- 30% (36%) finder ikke at vejrudsigterne inden for de sidste fem års tid er blevet mere pålidelige
- 14% (16%) svarer ved ikke.
Spørgsmål 4 Finder De at servicen fra DMI (Danmarks Meteorologiske Institut) er; god, acceptabel, dårlig? - 69% (68%) finder at servicen fra DMI er god.
- 25% (25%) finder at servicen er acceptabel, og det er kun
- 1% (2%) der finder at servicen er dårlig.
 En af DMI's meteorologer på arbejde.
Redaktion Niels Hansen, nsh@dmi.dk DMI 21. november 2002. |