Danmark hængt til tørre…
Efter en våd vinter og til dels også et vådt forår er Tørkeindekset begyndt at rykke på sig.
Siden den 5. april, hvor jordvandsmagasinet på landsplan stort set var fyldt op (tørkeindekstal 0), er det nu reduceret med 28 millimeter, svarende til et tørkeindekstal på 2,8.

Det nuværende tørke-niveau er på ingen måde kritisk for langt de fleste planter og er blot en del af den naturlige variation som jordvandsmagasinet gennemgår i løbet af året. Sammenligner vi med de seneste tre år, ligger vi på nuværende tidspunkt faktisk i den våde ende.
Det kan dog hurtigt ændre sig, idet prognosen siger, at vejret den næste uges tid forventes at forblive stabilt, med tørt, varmt og solrigt vejr til følge. Det vil få tørkeindekset til at rykke to klasser op til niveauet "lav risiko for tørke" for Danmark i gennemsnit. Lokalt kan der være områder, hvor indekset når op på "forøget risiko for tørke".
Fortsætter det stabile vejr yderligere et par uger, vil hovedparten af Danmark have "forøget eller høj risiko for tørke".
Om det går så skidt eller godt, vil nogle mene, vil kun tiden og prognoserne sige.
Af Mikael Scharling, mis@dmi.dk © DMI, 5. maj 2008.
Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev Tilmeld dig DMI's varsler om farligt vejr på SMS Mobile vejrudsigter, farvandsudsigter og nyheder på mobil.dmi.dk DMI's -nyheder
|