Danmark før og efter
Vejrskiftet mellem onsdag den 7. og torsdag den 8. marts 2012 bliver meget tydelig, når klimatologerne gør tallene op. Selv med helt ens farvelegender til Danmarkskortene bliver det tydeligt.
Onsdag kom luftmassen op over Danmark fra syd og sydøst. Den var dannet over det endnu kølige centrale Europa. Det gav en middeltemperatur for døgnet den 7. marts klokken 7 og 24 timer frem på 1,9°C.
Maksimumtemperaturene var frem til onsdag klokken 19 på mellem 1,5°C ved Rønne og 5,4°C ved Store Jyndevad. Det giver et kort overvejende i de gule nuancer.
 Maksimumtemperatur fra den 7. marts klokken 7 og 24 timer frem. Grafik Mikael Scharling.
Natten til torsdag passerede, som forudsagt, en front vestfra. Efter fronten tippede vinden over i vest. Dermed blev luftmassen, der drev ind over Danmark, dannet over havet. Det giver lunere vejr, og middeltemperaturen steg et par grader og blev for døgnet den 8. marts klokken 7 og 24 timer frem på 4,1°C.
Også maksimumtemperaturene tog et hop op de fleste steder og var frem til torsdag klokken 19 på mellem 1,5°C ved Nexø og 9,1°C ved Aarhus Lufthavn. Det giver et kort overvejende i de røde nuancer.
 Maksimumtemperatur fra den 8. marts klokken 7 og 24 timer frem. Grafik Mikael Scharling.
Bornholm havde sit eget 'grønne' vejr
Det er koldere på Bornholm end i resten af landet både onsdag og torsdag. Det ses tydeligt på begge klimaopgørelserne, hvor farvekoden for Bornholm ligger i de grønne nuancer. Det skyldes to ting.
Først og fremmest skyldes det, at fronten kom vestfra, og derfor passerede Bornholm sidst. I hele det klimatologiske døgn frem til torsdag klokken 7 kom luften op over Bornholm fra syd og sydøst.
|