 |
Mindst tre dagsommerfuglearter, der ellers hører hjemme i det varme Sydeuropa, har siden 1997 slået sig ned i Danmark og flere er sikkert på vej sydfra, hedder det i en ny pressemeddelelse fra Danmarks Naturfredningsforening. ”De nye dagsommerfugle er en del af et internationalt fænomen, der har stået på siden omkring 1990, og som er blevet ekstra forstærket med den varme sommer i år. Jeg er ikke i tvivl om, at vi er vidne til forandringer, der skyldes klimaændringer. Varmekrævende guldsmede og mange andre insekter spreder sig også hastigt mod nord. Flere arter har på få år bredt sig 2-300 km nordpå” siger Michael Stoltze, der er sommerfuglespecialist og biolog i Danmarks Naturfredningsforening. Klimatolog John Cappelen kommenterer: ” Det er en kendsgerning, at blandt de seneste 15 år i Danmark har 13 været varmere end normalt, og der har samtidig været mange varme somre, bl.a rekordsommeren 1997, men også 1992, 1994, 1995 og 2002, der alle ligger i top15. Sommeren 2003 kommer også til at høre til den rigtige varme ende. Vi regner med, at det bliver den 3. varmeste siden 1874, hvor landsdækkende målinger begyndte. Det stemmer meget godt overens med opblomstringen af sommerfugle-indvandringen siden 1990.” Blandt de nye arter er: - Den sydeuropæisk svalehale (Iphiclides podalirius),
- Den sorthvide galathea (Melanargia galathea) og
- Violet perlemorsommerfugl (Clossiana dia).
Sidstnævnte dukkede i 2003 for første gang op i Danmark, hvor arten er begyndt at yngle på Falster, fremgår det af pressenmeddelsen. Tidligere på sommeren omtalte DMI den store forekomst af træksommerfuglen tidselsommerfugl i Danmark. Imidlertid har sommeren også budt på adskillige andre træksommerfugle, blandt andre de ekstremt sjældne arter østlig perlemorsommerfugl (Agyronome laodice) og østlig takvinge (Nymphalis xanthomelas) fra Østeuropa. Af John Cappelen, jc@dmi.dk og Bjarne Siewertsen, bsi@dmi.dk 15. august, 2003 |
 |
 |
 |

Sydeuropæiske svalehale blev fundet første gang i Danmark i 1997. Foto: Michael Stoltze. 
Galathea blev fundet første gang i Danmark i 1997. Foto: Michael Stoltze. 
Violet perlemorsommerfugl er også en af de nyankome. Foto: Tom Nygaard Kristensen. 
Østlig perlemorsommerfugl er set første gang i Danmark i år. Foto: Tom Nygaard Kristensen. 
Østlig takvinge har været mere udbredt end tidligere. Foto: Tom Nygaard Kristensen. |