 |
Allerede inden DMI søsatte Vejr At Se havde flere læsere skrevet og sendt billeder af en imponerende Cumulonimbus, der udviklede sig den 13. juni mod nordvest for Københavnsområdet. Vejr At Se viste, at skyen var blevet foreviget i flere fotografers linser. Derfor kan vi nu ganske uofficielt kåre skyen som årets mest fotograferede sky, og vise endnu et udvalg af de imponerende billeder, som har fået nogle af fotograferne til at tænke på både 3. Verdenskrig og paddehatteskyer fra atombomber. Så voldsomt er det dog ikke. "Skyen er en såkaldt cumulonimbus-sky eller på dansk en bygesky/amboltsky, der opstår i en ustabil atmosfære, hvor skydannelsen opefter i atmosfæren har gode betingelser for at fortsætte langt op, i Danmark helt op til 12-15 km's højde. I toppen ses en meget flot stor veludviklet "skærm" kaldet en cirrusskærm eller ambolten, der faktisk består af iskrystaller," forklarer klimatolog John Cappelen. Et klik på et af billederne giver en forstørrelse af den imponerende serie af billeder. Af Bjarne Siewertsen bsi@dmi.dk DMI 9. september 2002. |
 |
 |
 |
 Eva Bengtsson fra Lyngby har indsendt dette billede fra Ballerup til DMI.
 Finn Albæk har taget sit billede ind over København.
 Jan Seidenberg har fanget skyen fra Valby
 Kjeld Madsen skød sit billede fra Dragør.
 Michael Sode har indsendt et billede, som også er taget fra Valby.
|