 |
Udviklingen af ozonhullet over Antarktis følger en forholdsvis fast rytme, hvor det har sin største udbredelse i midten af september og sin største dybde i slutningen af september. I 2010 ser det foreløbigt ud til, at både udbredelse og dybde ligger i den lave ende.
"Det er dog endnu for tidligt at spå om, hvorvidt den positive udvikling fortsætter," siger seniorforsker Helge Jønch-Sørensen fra DMI’s forskningsafdeling.
Udbredelsen og varigheden af ozonhullet styres hovedsageligt af meteorologiske forhold. Ozonhullet dannes når menneskeskabte klor- og bromforbindelser kemisk nedbryder stratosfærens ozon, når sollyset vender tilbage til det antarktiske område i løbet af foråret (efteråret på den nordlige halvkugle).
Nedbrydningen finder sted inden for den såkaldte polare hvirvelstrøm - kraftige vinde i stratosfæren der blæser i en lukket ringformet bane om det antarktiske kontinent og isolerer luften inden for hvirvlen. Udbredelsen af ozonhullet er begrænset af denne hvirvelstrøm, hvis form, stabilitet og varighed er bestemt af de meteorologiske forhold i stratosfæren. I år har varmeindtrængning fra lavere breddegrader bevirket, at arealet af af hvirvelstrømmen har været betydeligt lavere end tidligere år.
"Årets ozonhul er foreløbig nær det mindste der er målt de seneste 20 år," siger Helge Jønch-Sørensen.
Ozonlaget over Antarktis genoprettes hen mod slutningen af året, når den polare hvirvelstrøm over området forsvinder, og ozonrig luft transporteres hen over kontinentet. Ozonhuller over Antarktis vil dog genopstå igen til næste år – et fænomen som forventes at gentage sig mange år fremover, så længe luften stadig er forurenet med menneskeskabte klor- og bromforbindelser.
|
 |
 |
 |
 Den vigtigste kemiske reaktion, der fører til nedbrydning af ozon.
- UV-stråling spalter et klor-atom (Cl) fra et CFC-molekyle.
- Klor-atomet (Cl) reagerer med et ozon-molekyle (O3).
- Dette resulterer i et ilt-molekyle (O2) og et klor-monooxid-molekyle (ClO).
- Klor-monooxid-molekylet (ClO) reagerer med et ilt-atom (O) og danner et oxygen-molekyle (O2) og et frit klor atom (Cl).
- Klor-atomet (Cl) er nu frit til at nedbryde endnu et ozon-molekyle (O3).
Trin 2 til 5 kan gentage sig mange gange med det samme klor-atom.
Grafik fra Aktuel Naturvidenskab no. 4/2006.
| Ozonhullet |
|
Ved ozonhullet forstås de områder, hvor ozonlagets tykkelse er mindre en 220 såkaldte Dobson-enheder.
|
|