Afkøling i det sydlige Grønland De sidste 40 års tendens til afkøling i det sydlige Grønland viser at klimaforandring langtfra er en simpel jævn proces. På trods af global opvarmning de seneste par årtier, så er specielt de sydvestlige kystområder af Grønland blevet koldere de seneste 40 år - det gælder især dagtemperaturer om vinteren. Det viser et antal observationsserier fra det sydlige Grønland målt af DMI og undersøgt af Dr. Edward Hanna fra Universitetet i Plymouth og John Cappelen fra DMI. Resultaterne er nu publiceret i tidsskriftet Geophysical Research Letters. De polare egne er blandt de mest interessante i forhold til debatten om globale klimaændringer, fordi en række klimatiske tilbagekoblingsmekanismer gør disse egne meget klimatisk følsomme. Grønland og dets indlandsis er ingen undtagelse, og specielt det sydlige Grønland er potentielt særlig udsat. Her varierer temperaturen nemlig omkring frysepunktet henover året og har derfor afgørende indflydelse på nedbør og afsmeltning fra den sydlige del af indlandsisen. Hvis man forestillede sig at indlandsisen smeltede helt ville det tage nogle tusind år og medføre en 6-7 meters global havstigning. Undersøgelserne har afdækket at en del af observationsserierne viser en markant afkøling på ca. 1,5°C i de sidste 40 år. Den 'tydeligste' afkøling forekom i Paamiut og Nuuk i Sydvestgrønland. Den eneste station der ikke følger tendensen er Tasiilaq på østkysten. Undersøgelserne viser også at de sidste 20 år ikke har nogen signifikante trends bortset fra en opvarmning i Tasiilaq. En slags 'komposit-temperatur' for de otte sydgrønlandske stationer, der indgår i undersøgelsen er i figuren sammenlignet med udviklingen i den globale temperatur. Den globale temperatur er vist som afvigelser fra gennemsnittet for 'normalperioden' 1961-1990 mens Grønlandstemperaturen er kalibreret til et fælles startpunkt med den globale temperatur i 1963. Mens 'komposit-temperaturen' viser et fald på 1,29°C i perioden, viser de globale temperaturanomalier en stigning på 0,53°C i samme periode. Afkølingen kan delvist forklares med en mere udtalt NAO (Nordatlantisk Oscillation), som giver varmere tilstande i Nordvesteuropa og samtidig forstærker de kolde nordlige vinde over specielt Vestgrønland. 
Resultaterne demonstrerer den regionale lunefuldhed i den globale vejrmaskine; klimaforandring er langt fra en simpel jævn proces. Grønland med dets store indlandsis er en vigtig brik i spekulationerne om klimaforandringer, og det vil blive spændende at se om den beskrevne afkøling fortsætter. Derfor er det vigtigt at bevare og fortsætte de lange observationsserier på Grønland, både selve data og detaljer om hvordan de bliver målt. Geophysical Research Letters 2003, Vol. 30, No. 3, p. 1132-1134. For flere oplysninger kontakt John Cappelen på jc@dmi.dk eller telefon 39 157 585. Redaktion Niels Hansen, nsh@dmi.dk DMI 12. marts 2003. |
