2 x sommer
Ifølge kalenderen begynder sommeren den 1. juni. Det er på mandag på 2. Pinsedag.
Når vi ser på vejrudsigterne, ser det ud til, at vejret i 2009 har tænkt sig at følge kalendersommeren. Vi kan altså i denne weekend se frem til, at sommeren begynder i to henseender.
Et højtryk passerer i løbet af weekenden lige nord om Danmark med tørt og solrigt vejr til følge. Meteorologerne forventer, at temperaturen nogle steder i landet kommer op på de magiske 25°C, der er grænsen for, hvornår vi kalder det 'en sommerdag'. Kun én gang i år og kun på en station har DMI målt 25°C, nemlig ved Abed på Lolland den 26. maj.
 "Klokken 05.20 Pinsedag 2008 så jeg Pinsesolen danse", skriver Jørgen Hans Maltesen. Det får han efter alt at dømme mulighed for igen i år - hvis han er oppe.
Det solrige vejr ser ud til at holde Pinsen igennem, og der bliver altså rig mulighed for at få set Pinsesolen danse i de tidlige morgentimer.
|