2006 blev et rekordvarmt år
Ligesom de foregående måneder er decemberrekorden nu også i hus. December 2006 endte med en gennemsnitstemperatur på 7,0°C og får dermed trukket årsgennemsnittet op til den syvende temperaturrekord i Danmark i år med 9,4°C.
Dermed falder den tidligere rekord på 9,3°C, der stammer fra 1990.
Baggrunden for det rekordvarme år skal primært findes i det sidste halve år, hvor den fremherskende vindretning har været syd og sydvest, hvilket har bragt meget sydlandsk varme ind over det nordlige Europa.
 En opgørelse over vindretningen fra den 26. september, hvor efterårsvejret satte ind og frem til den 15. december (venstre) sammenlignet med normalvinden for oktober-november (højre). Vind fra syd og sydvest har tydeligvis været dominerende i efteråret 2006.
"En ny års-varmerekord for Danmark er helt ekstraordinær, når vi kigger på, hvordan året begyndte," siger afdelingsmeteorolog Stig Rosenørn. "Vi begyndte jo ganske koldt, og normalt får vi varme år, når vi også har forholdsvis varme vintre. Det var i særdeleshed tilfældet i 1990, hvor vi fik flere varmerekorder de første måneder af året," slutter han.
Normaltemperaturen for december måned er på 1,6°C og et normalår i Danmark har en gennemsnitstemperatur på 7,7°C.
Der er meget mere om vejret i 2006 i de kommende nyheder på dmi.dk. Se mere i Værd at Vide-boksen til højre.
For yderligere information kontakt DMI's Data- og klimainformation.
Af Bjarne Siewertsen, bsi@dmi.dk © DMI, 29. december 2006, opdat. med revideret decembertemperatur den 2. januar 2007.
Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev Mobile vejrudsigter, farvandsudsigter og nyheder på mobil.dmi.dk Vejrudsigter, varsler og radarbilleder som SMS og MMS DMI's -nyheder
|